Selvmordsbomber dræber mindst 15 i Somalia

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Mindst 15 personer døde lørdag i et selvmordsangreb mod en restaurant i centrum af den somaliske by Beledweyne.

Flere soldater sad og drak te, før de mistede livet under angrebet på restauranten, der siges at være populær blandt militærfolk.

- Det dødstal, vi har indtil videre, er 15, og tallet for de sårede er højere end det tal, siger Isaq Ali Abdi, der er politichef for Hiraan-regionen.

Den militante bevægelse al-Shabaab, som har bånd til terrornetværket al-Qaeda, har taget skylden for angrebet i en erklæring.

Ifølge nyhedsmediet CNN er dødstallet på mindst 20 personer, mens 33 er sårede.

Tidligere på dagen sagde vidner, at de talte mindst 12 døde efter braget fra angrebet.

- Det var frygteligt, jeg talte, at 12 personer døde. Blandt dem var der soldater, og mange andre blev såret, siger Mohamed Islow Ali, der var vidne til angrebet, til nyhedsbureauet AFP.

Somalias præsident og premierminister har begge fordømt angrebet.

- Dette angreb blev udført af en mujahediner. Vi takker Allah for, at han har dræbt mange af fjenderne inklusiv soldater, siger Sheikh Mohamed, der er kommandant i den militante bevægelse.

/ritzau/