Selvmordsbomber dræber to soldater i Libanon

En selvmordsbomber har dræbt to libanesiske soldater og en civil person i det nordøstlige Libanon i et område, der er domineret af den radikale shiamuslimske Hizbollah-bevægelse.

Angrebet er det tredje inden for de seneste par uger i området nær grænsen til det borgerkrigsramte Syrien.

Lørdagens selvmordsbombe eksploderede, da de to soldater ville undersøge den bil, selvmordsbomberen kørte i.

Den militante sunnimuslimske gruppe Nusra-fronten, der bekæmper den syriske præsident, Bashar al-Assad, i Libanons naboland, har påtaget sig skylden for angrebet.

Onsdag blev otte personer dræbt og mindst 19 personer såret under et angreb rettet mod det iranske kulturcenter i Libanons hovedstad, Beirut. Kulturcenteret var også målet for et angreb i november sidste år.

Ligesom i lørdagens angreb foregik onsdagens angreb også i et område, der er kontrolleret af Hizbollah. Den shiamuslimske bevægelse kæmper på den syriske præsident, Bashar al-Assads, side i borgerkrigen i nabolandet Syrien.

Den militante gruppe Abdullah Azzams brigader, der har tilknytning til terrornetværket al-Qaeda, påtog sig skylden for onsdagens angreb.

I månedsvis er Libanon blevet ramt af en stribe blodige bombeangreb.

Efter 10 måneders politisk dødvande lykkedes det for Libanons nye premierminister, Tammam Salam, at få en ny regering på plads, som han præsenterede i lørdags.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip