Selvmordsbomber fra Bruxelles arbejdede i EU-Parlamentet

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

En af gerningsmændene bag terrorangrebene i Bruxelles i sidste måned har tidligere været ansat som rengøringsassistent i Europaparlamentet i Bruxelles.

Det siger en talsperson fra EU ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Najim Laachraoui, der var en del af den militante gruppe Islamisk Stat, arbejdede i parlamentsbygningen i en måneds tid.

- En af gerningsmændene ved terrorangrebet i Bruxelles arbejdede i en periode på en måned i 2009 og 2010 for et rengøringsfirma, der var hyret af Europaparlamentet, lyder det fra talsmand Jaume Duch Guillot.

Han tilføjer desuden, at Najim Laachraoui ikke havde en kriminel baggrund, da han arbejdede i parlamentet.

Najim Laachraoui var den ene af to personer, der sprængte sig selv i luften i Bruxelles hovedlufthavn.

Han var også mistænkt for at have produceret selvmordsveste i forbindelse med de blodige angreb i Paris i november sidste år.

/ritzau/Reuters