To selvmordsbomber ryster Cameroun - 13 meldes dræbt

Skrevet af admin

22/07/2015

Mest læste i dag

To selvmordsbomber og angreb mod to busterminaler har rystet nabolandene Cameroun og Nigeria i det vestlige Afrika onsdag.

Militærkilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at mindst 13 er omkommet i regionshovedstaden i Maroua i Cameroun, hvor to piger detonerede hver sin bombe.

Ifølge AFP er der tale om piger under 15 år. Pigerne tiggede angiveligt, før de sprængte sig selv i luften.

Dødstallet er ikke endeligt bekræftet, og AFP beretter om mindst 11 dræbte, mens det tyske nyhedsbureau dpa melder om mindst 20 ofre.

Den første bombe gik af på et marked. Den anden ramte et kvarter med tæt bebyggelse.

Ingen har endnu taget skylden for de to bomber, men den islamistiske gruppe Boko Haram mistænkes for at stå bag, skriver flere internationale medier.

I den nordøstlige del af Nigeria ramte flere eksplosioner nær to busterminaler i byen Gombe. Ifølge AFP er dødstallet omkring 40.

Vidner fortæller, at der kunne høres to eksplosioner hvert sted. Mangel på elektricitet i området besværliggør dog redningsarbejdet, og myndighederne har ikke overblik over, hvorvidt der er tale om selvmordsangreb eller hjemmelavede bomber placeret på stedet.

I sidste uge blev 50 mennesker dræbt i Gombe, da to bomber eksploderede på et marked i byen.

Den frygtede Boko Haram-bevægelse menes ligeledes at stå bag angrebene onsdag i Nigeria.

På Twitter har gruppen forud for angrebene offentliggjort en video, hvor militante siger, at de "kommer stærkere end før" og "fra steder, I ikke gør jer forestillinger om", skriver AFP.

Boko Haram går efter at grundlægge en stat baseret på gruppens aparte og strenge udgave af islamisk lov. Den har dræbt flere end 14.000 mennesker siden 2009.

Ekstremisterne har ud over Nigeria og Cameroun også udført angreb i Niger og Tchad.

Flere tusinde soldater fra Nigeria, Niger, Tchad, Cameroun og Benin deltager allerede eller skal deltage i kampen mod den nigerianske oprørsgruppe.

/ritzau/Reuters