Selvmordsbomber skaber blodbad på markedsplads i Tchad

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

Det ugentlige marked på en ø i Tchad-søen er forvandlet til et blodbad.

Da handlen lørdag var godt i gang, slog flere attentatmænd - eller kvinder - til.

Forskellige steder på markedet sprængte de sig selv i luften, siger sikkerhedskilder i Tchads hovedstad, N'Djamena.

Ifølge oplysninger tidligere lørdag var der tale om tre selvmordsbomber, og sikkerhedskilder sagde til de internationale nyhedsbureauer, at mindst 27 mennesker blev dræbt. Over 80 andre blev meldt såret.

Lørdag aften rapporterer det statslige tv i Tchad imidlertid, at antallet af ofre er noget lavere, nemlig 15 plus attentatmændene.

Og ifølge tv-rapporten, som Reuters citerer, blev der sprængt fire selvmordsbomber på markedspladsen.

Antallet af sårede er noget højere end tidligere rapporteret, nemlig 130.

Der ligger mange småøer i området, og de internationale nyhedsbureauer kalder den ramte ø noget forskelligt. Det franske nyhedsbureau skriver, at den hedder Loulou Fou, mens Reuters kalder den Koulfoua.

Den 9. november erklærede Tchads regering undtagelsestilstand i regionen ved Tchad-søen.

Området grænser op til Nigeria, Cameroun og Niger, og det er en region, hvor den militante islamistiske gruppe Boko Haram hærger med angreb og attentater.

Undtagelsestilstanden indebærer blandt andet, at sikkerhedsstyrker uden videre kan ransage hjem, lukke ned for trafik og beslaglægge våben.

Ingen havde endnu lørdag aften taget skylden for blodbadet på markedet.

Men i de seneste uger har Boko Haram optrappet sin kamp og sine selvmordsangreb i landsbyer ved Tchads grænseområde til Nigeria.

Det hidtil blodigste angreb i området kom 10. oktober, da 41 mennesker blev dræbt. Det skete også ved et tredobbelt selvmordsangreb, siger Tchads regering.

Siden nytår har Tchads militær været i offensiven mod Boko Haram, der er blevet hårdt ramt af militæret. Boko Haram har tabt territorier, men har så som gengæld for militærets aktioner indledt en bølge af selvmordsangreb.

Boko Haram, der har erklæret sig for allieret med Islamisk Stat (IS), menes at gemme sine styrker i Nigerias Sambisa-skov og på nogle af de mange øer i Tchad-søen.

Gruppen har i de seneste seks år kæmpet for en dybt islamisk stat i det nordlige Nigeria. Konflikten med Boko Haram menes at have kostet 17.000 mennesker livet og have gjort 2,5 millioner mennesker hjemløse.

/ritzau/AFP