Selvmordsbombere dræber 36 pilgrimme i Irak

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Torsdag blev en blodig dag i Irak. Her blev mindst 36 personer dræbt i en række selvmordsangreb, der ifølge nyhedsbureauet Reuters var rettet mod shiamuslimske pilgrimme.

To år efter at de amerikanske tropper trak sig ud af Irak, er volden på sit højeste niveau siden 2006, hvor stridigheder mellem sunnier og shiitter medførte titusindvis af dræbte.

Torsdagens første store angreb kom, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften tæt ved et begravelsestelt i nærheden af Doura i det sydlige Bagdad. Her blev mindst 16 shiamuslimske pilgrimme dræbt og 31 blev såret, oplyser politiet.

Ikke længe efter sprængte en anden bombemand sig selv i luften nær byen Latifiya, der ligger omkring 40 kilometer syd for Bagdad.

Bomben detonerede midt i en gruppe af shiamuslimske pilgrimme, og ifølge læger og sikkerhedskilder i landet blev ni personer dræbt ved dette angreb.

Endnu en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften torsdag. Det skete i selve Latifiya, og her blev yderligere 11 personer slået ihjel.

Indtil videre har ingen taget ansvaret for angrebene, som blot er de seneste i en række rettet mod shiamuslimske civile og regeringsbygninger.

Angrebene torsdag sker blot få dage før Arbaeen, der fejrer profeten Muhammeds barnebarn, Husseins, død - en betydningsfuld person i Shia-Islam.

Mange shiamuslimske pilgrimme er grundet højtiden på vej til fods til den hellige by Karbala syd for Bagdad.

/ritzau/Reuters