Selvmordsterrorist udløser blodbad i Saudi-moské

Skrevet af admin

06/08/2015

Dagens topnyheder

En selvmordsterrorist, som Islamisk Stat har taget ansvaret for, har dræbt 15 mennesker ved et bombeanslag i en moské i Saudi-Arabien.

Moskeen, som er beliggende i byen Abha - hovedstad i den sydlige Aseer-provins nær grænsen til Yemen - blev brugt af en specialstyrke under sikkerhedstjenesten.

Indenrigsministeriet meldte først ud, at 10 af i alt 13 dræbte var medlemmer af en anti-terrorstyrke fra politiet. Senere kunne det statslige saudiarabiske tv rapportere, at yderligere to politifolk, som var blevet såret i angrebet, nu også var afgået ved døden.

Tre andre dødsofre var arbejdere i moskeen. Derudover blev syv personer såret under angrebet.

Flere timer efter angrebet skriver Islamisk Stat ifølge flere nyhedsbureauer, at gruppen står bag.

Det sunnimuslimske Saudi-Arabien er hjem for islams to helligste steder, nemlig byen Mekka, hvor islams profet Muhammed blev født, og byen Medina, hvor han levede og prædikede.

Landet er meget konservativt religiøst og opretholder en streng udgave af islam, hvor kvinder og mænd er adskilt i det offentlige rum, og hvor det muslimske lovkompleks sharia praktiseres.

Det indebærer bland andet offentlige henrettelser ved halshugning.

Imidlertid er der muslimske grupper, herunder al-Qaeda og Islamisk Stat (IS), der mener, at den saudiarabiske kongefamilie ikke er religiøse nok.

Ledelsen i Riyadh bebrejdes blandt andet, at den er allieret med USA.

Der har på det seneste været en række bombeangreb i Saudi-Araiben, og flere af dem har været rettet mod landets shiamuslimske mindretal.

I maj tog IS skylden for et angreb på en shiamuslimsk moské. Her blev 20 mennesker dræbt.

Sikkerhedsstyrkerne er for nylig gået i offensiven mod medlemmer af den ekstremistiske gruppe og har ifølge dpa anholdt flere hundrede mistænkte IS-sympatisører.

/ritzau/