Selvpåført smerte er blevet en smitsom epidemi

Skrevet af admin

28/12/2015

Dagens topnyheder

Antallet af specielt unge piger og kvinder, der bevidst påfører sig selv smerte, er blevet så stort, at der er tale om en decideret epidemi. Det vurderer to psykologer ifølge Kristeligt Dagblad.

Vurderingen kommer på baggrund af tal fra Videnscenter for Spiseforstyrrelser og Selvskade, Vioss.

Tallene viser, at 11 procent af de adspurgte i en undersøgelse på et tidspunkt har skadet sig selv med vilje. Blandt de 18-25-årige var andelen 32 procent.

- Denne her adfærd har udviklet sig til en regulær og smitsom epidemi, som har udviklet sig eksplosivt, fordi den i bogstaveligste forstand er gået viralt via nettet, siger professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Bo Møhl, til Kristeligt Dagblad og fortsætter:

- Det enorme præstationspres, der hviler på de unge i dag, mangedobles og forstørres på de sociale medier, og så smitter de hinanden.

Det bakkes op af psykologen Lotte Rubæk, der baseret på Vioss' tal vurderer, at andelen af personer, der skader sig selv, er "markant stigende".

Til Ritzau uddyber hun, hvordan selvskade-smitten på de sociale medier foregår:

- Der er mange unge, der, når de ser andre skade sig selv eller hører om det i medierne, får nedsat hæmning i forhold til selv at gøre det.

- Så er det lige pludselig ikke så mærkeligt eller så sygt at prøve at skære i sig selv, når der er tre andre i klassen, som også gør det, siger hun til Ritzau.

Ifølge Lotte Rubæk og Bo Møhl kan selvskaden ses som en kulturelt betinget sygdom på linje med eksempelvis 1880'ernes hysteriske anfald, 1950'ernes nervesygdomme og ankomsten af spiseforstyrrelser i 1980'erne.

/ritzau/