Sen frisparksscoring sender FCK i pokalfinalen mod FCV

Skrevet af admin

30/04/2015

Dagens topnyheder

Årets pokalfinale i fodbold bliver et opgør mellem FC Vestsjælland og FC København. Det blev klart torsdag, da sidstnævnte sendte Esbjerg ud med samlet 2-1.

FC København skulle frem og score i returkampen mod Esbjerg i semifinalen efter 1-1 i det første opgør i hovedstaden, og det lykkedes trods en svag indsats at snuppe en sejr på 1-0.

Esbjerg havde ellers ikke de store problemer med at holde et skidt spillende FCK-mandskab fra fadet gennem det meste af kampen, men 12 minutter før tid scorede Ludwig Augustinsson på et flot frispark.

I finalen venter FC Vestsjælland, som onsdag sendte Sønderjyske ud i den anden semifinale.

Faktisk var det esbjergenserne, som var bedst det meste af kampen mod FCK og havde de største chancer, men frisparksmålet fra Augustinsson var nok til at sikre finalepladsen med samlet 2-1.

/ritzau/