Sen lur hjalp Axelsen videre i midnatsforestilling

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen spillede sig onsdag videre til anden runde af All England, men hans kamp i første runde mod Vincent Wong Wing Ki var først færdig et godt stykke efter midnat.

Sejren lød på 21-16, 21-17 til den ottendeseedede dansker, men Axelsen medgiver, at han var udfordret - ikke blot af modstanderen.

- Jeg havde en del ting, jeg skulle kæmpe med mentalt inden kampen. Jeg er normalt ikke så godt til sene aftenkampe, men det får jeg overvundet i dag (onsdag, red.).

- Jeg prøvede at smide en lur ind rimelig sent. Det plejer jeg ikke at være god til, men det lykkedes mig i dag, og ellers har jeg bare fokuseret på at have kampen i hovedet, siger Axelsen, som torsdag møder irske Scott Evans i anden runde.

Landsmanden og den andenseedede Jan Ø. Jørgensen skal torsdag møde Boonsak Ponsana fra Thailand.

- Han er en gammel rotte, som er meget snu. Han vil forsøge at sætte det op på tre-fire slag, og så går han efter sådan noget tju-bang, for han gider ikke spille lang tid med mig, for det vinder han ikke på, lyder det fra Jan Ø. Jørgensen.

Hvis både Axelsen og Jørgensen vinder torsdag, så tørner danskerne sammen i fredagens kvartfinaler.

/ritzau/

Dagens Gossip