Sen scoring sikrer Dortmund-triumf på Emirates

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Borussia Dortmund er efter en lidt tung Champions League-start på vej tilbage til det niveau, der gav det tyske mandskab en finaleplads i sidste års udgave af turneringen.

Et sent sejrsmål af Robert Lewandowski gav således tirsdag aften Dortmund en imponerende 2-1-sejr på udebane over ellers formstærke Arsenal, og de to hold ligger nu side om side med Napoli i toppen af gruppe F.

Lewandowskis mål kom på et tidspunkt, hvor begge hold ellers så ud til at vær tilfredse med 1-1.

Men et langt indlæg fra Kevin Grosskreutz endte hos den polske forward, der umarkeret kunne flugte bolden i mål otte minutter før tid.

Gæsterne viste dermed igen, at de kunne klare sig uden den karantæneramte træner Jürgen Klopp, der kunne se til fra tribunen, da hans tropper løb med alle tre point.

Klopp har formentlig været vældig tilfreds med det han så - ikke mindst før pausen, hvor de gulsorte var det bedste hold, og det var heller ingen overraskelse, da de kom i spidsen efter et kvarters spil.

Tyskerne fik dog god hjælp af Aaron Ramsey, der tog et træk for meget foran eget felt og tabte bolden. Via Marco Reus og Lewandowski endte den hos Henrikh Mkhitaryan, der satte den i nettet med et tørt spark.

Det tog sin tid, inden hjemmeholdet for alvor fandt sig selv, men de fik en mægtig opmuntring med ind til pausen, da Olivier Giroud fik udlignet lige før halvtid.

Også her var tvivlsomt forsvarsspil en del af oplevelsen. Neven Subotic og målmand Roman Weidenfeller fik ikke kommunikeret ordentligt, og så fik Giroud en gratis chance, som han udnyttede til 1-1-scoringen.

Arsenal overtog styringen efter pausen og var også tæt på at komme i front, da indskiftede Santi Cazorla ramte overliggeren, men efterhånden som tiden gik, lignede det en kamp, hvor begge hold var fint tilfredse med uafgjort.

Men Lewandowski tog altså fusen på hjemmeholdet og et skuffet publikum på Emirates Stadium.

 

/ritzau/