Sen scoring skaber håb for Wiland og Malmö mod Celtic

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Malmö FF var i sidste sæson med i Champions League-gruppespillet, og de svenske mestre kan drømme om at nå lige så langt i denne sæson.

Et mål 20 sekunder før udløbet af fem minutters overtid i udekampen mod Celtic betyder, at de svenske mestre har et realistisk håb om at vende resultatet 2-3 til samlet sejr efter returkampen i Sverige.

Jo Inge Berget hamrede med sin anden scoring den vigtige reducering højt op i nettaget, da det ellers så ud til, at Celtic havde skabt et godt udgangspunkt i den første kamp i playoff-runden.

De skotske mestre chokstartede ellers med to mål inden for kampens første 10 minutter.

Efter 3 minutter blev Leigh Griffiths spillet alene igennem til 1-0-scoringen, og efter 10 minutter bragte Nir Bitton de skotske mestre foran 2-0.

Det skete med et hovedstød fra tæt hold, hvor Malmös målmand, den tidligere FCK-spiller Johan Wiland, ikke formåede at komme ud af sit mål.

Det så skidt ud for de svenske muligheder frem til syv minutter inde i anden halvleg.

Så hamrede Jo Inge Berget det første mål i kassen for Malmö.

Den svenske glæde varede dog kun i cirka 10 minutter. Så scorede Leigh Griffiths sit andet mål med et højt og dykkende hovedstød, der sejlede over Johan Wiland og gik i mål via stolpen.

Malmo FF må nu håbe på, at holdets gode form på hjemmebane kan være nok til at sende Celtic ud efter returkampen.

I tredje kvalifikationsrunde tabte det svenske hold 0-2 ude til østrigske Red Bull Salzburg, men det blev vendt til en samlet 3-2-sejr efter en Malmö-sejr på 3-0 på hjemmebane.

/ritzau/