Senatet ændrer udskældt hårdknude-regel: Obama jubler

Demokraterne i USA's senat har med deres flertal sikret en historisk regelændring, hvor de forhindrer det republikanske mindretal i at blokere for præsident Barack Obamas nomineringer til særlige stillinger i staten.

Før Obama kan udpege topfolk til blandt andet regeringen og retsvæsnet, skal det igennem en godkendelsesproces i Senatet. Og det er den proces, der nu kan gå hurtigere.

Præsidenten glæder sig over ændringen af den såkaldte filibuster-regel, som han mener er et "uforsvarligt og hensynsløst værktøj", der kan standse al politisk virksomhed.

- Mine juridiske kandidater har ventet næsten to og en halv gang så lang tid på at modtage Senatets stemmer end præsident Bushs kandidater, siger han i en meddelelse ifølge AFP.

Den såkaldte filibuster-regel har fungeret siden midten af det 19. århundrede. Den giver mindretallet i Senatet mulighed for at forsinke en afstemning ved at fortsætte diskussionen og nægte at stemme.

Reglen har været under beskydning gennem flere år i Washington, hvor den beskyldes for at holde senatet i hårdknude. Begge partier har dog været tilbageholdene med at ændre reglen, fordi de begge har benyttet sig af den i mindretalsperioder.

Handlingen kan da også give Demokraterne problemer, hvis partiet igen kommer i mindretal i Senatet og samtidig taber Det Hvide Hus.

Senatets flertalsleder, demokraten Harry Reid, siger, at Republikanerne med sine blokeringer har været skyld i, at mange amerikanerne mener, at "Kongressen ikke fungerer".

Lederen af Republikanerne i Senatet, Mitch McConnell, mener til gengæld ikke, at der var grund til forandring. Republikanerne har bakket op om de fleste af Obamas udnævnelser, påpeger han.

Ændringen omhandler ikke lovgivning, og stillinger til højesteret er heller ikke omfattet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip