Senatet i Washington forlænger budgettet

Skrevet af admin

13/12/2014

Mest læste i dag

Et flertal i Senatet i den amerikanske forbundshovedstad, Washington DC, har med en forlængelse af statens budget til og med onsdag sikret, at præsident Barack Obama og hans regering også kan bruge penge de næste par dage.

Havde Senatet stemt nej, så ville det have ført til et stop for regeringens udbetalinger fra søndag.

Imidlertid er Senatets medlemmer fortsat ikke blevet enige om en aftale om det budget, der skal finansiere hele regeringsapparatet til udgangen af september 2015.

Det er et budget på 6600 milliarder danske kroner, og det vedtog Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, fredag.

Præsident Obama har rost Repræsentanternes Hus for vedtagelsen, men Obamas partifælle Nancy Pelosi, der er leder af Demokraterne i Repræsentanternes Hus, er imod budgetforslaget.

Hun mener, at det tager luften ud af en række af de reformer, som Obama har gennemført over for finanssektoren i kølvandet på den økonomiske krise.

Omvendt mener Obama, at budgetforslaget er et godt kompromis:

- Der er nogle dele af dette forslag, som jeg ikke bryder mig om.

- Men på den anden side er der afsat penge til sundhedsreformern, indgreb mod klimaforandringer, uddannelse af børn og kampen mod ebola, sagde han fredag, da Repræsentanternes Hus havde stemt forslaget hjem.

/ritzau/Reuters