Senatorer vil ikke bakke op om Obamas angrebsplaner

De amerikanske senatorer John McCain og Lindsey Graham, begge republikanere, gjorde det efterfølgende klart, at de ikke vil støtte isolerede angreb mod Syrien, der ikke har til mål at ændre magtbalancen i den syriske borgerkrig. I erklæringen sår de to senatorer tvivl om, hvorvidt præsidentens planer for et angreb mod Syrien vil være tilstrækkelige. De opfordrede desuden Kongressen til hurtigt at forholde sig til præsidentens forespørgsel.

»Vi kan ikke med god samvittighed støtte isolerede militærangreb i Syrien, der ikke er en del af en overordnet strategi, der kan ændre momentum på slagsmarken, opnå præsidentens erklærede mål om at fjerne den syriske præsident Bashar al-Assad fra magten, og bringe denne konflikt til afslutning. Alt andet end dette vil være utilstrækkelig respons på de forbrydelser mod menneskeheden, som Assad og hans styrker begår. Og det ville sende et forkert signal til USAs venner og allierede, til den syriske opposition, til Assads regime, til Iran og verden - som alle nøje følger, hvilke handlinger USA vil tage,« lyder det i en erklæring fra de to senatorer, der er blevet lagt ud på John McCains hjemmeside.

»Da præsidenten nu søger Kongressens støtte til denne aktion, skal Kongressen reagere snarest muligt,« lød det desuden i erklæringen fra de to senatorer.

Barack Obama har i de seneste ti dage ellers netop understreget, at ethvert amerikansk indgreb i Syrien vil være begrænset og skræddersyet, og at det hverken vil have til mål at få bragt den katastrofale borgerkrig til afslutning eller at tvinge Assad fra magten.

Efter præsidentens tale oplyste højtstående embedspersoner fra Det Hvide Hus til nyhedsbureauet Reuters, at Obamas administration forventer, at Kongressen vil stemme for et militærangreb mod det syriske styre, da kemisk krigsførelse udgør en trussel mod Israel og andre allierede i regionen.

Præsidenten traf ifølge embedsmændene beslutningen om at inddrage Kongressen sent fredag aften, selv om han juridisk set ikke er forpligtet til at afvente Kongressens samtykke. Embedsmændene fortæller, at præsidenten dermed håber, at afstemningen og den medfølgende debat vil samle det krigstrætte USA om en sådan beslutning.

Dagens Gossip

Dagens TV