Den amerikanske efterretningstjeneste CIA får i en rapport fra Senatets Efterretningsudvalg i USA's kongres en bredside.
Udvalget har lavet en rapport om CIA's afhøringsmetoder under et særligt program, der blev sat i værk af USA's daværende præsident, George W. Bush, efter terrorangrebet mod New York og Washington i 2001.
Her tog CIA's folk hårdere fat end normalt, men alligevel kom der ifølge rapporten ikke rigtig noget ud af det.
Der blev i stedet produceret forkerte informationer, herunder oplysninger om, at al Qaeda rekrutterer afroamerikanere.
Rapporten siger videre, at de informationer, der kom frem via disse metoder, ikke spillede nogen central rolle i opsporingen af al Qaeda-leder Osama bin Laden, der blev dræbt af amerikanske specialsoldater i maj 2011 i Pakistan.
/ritzau/AFP