Senatsudvalg: CIA-tortur var uden virkning

Skrevet af admin

09/12/2014

Mest læste i dag

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA får i en rapport fra Senatets Efterretningsudvalg i USA's kongres en bredside.

Udvalget har lavet en rapport om CIA's afhøringsmetoder under et særligt program, der blev sat i værk af USA's daværende præsident, George W. Bush, efter terrorangrebet mod New York og Washington i 2001.

Her tog CIA's folk hårdere fat end normalt, men alligevel kom der ifølge rapporten ikke rigtig noget ud af det.

- Afhøringerne var ineffektive og producerede aldrig informationer, der førte til at forpurre umiddelbare terrortrusler, citerer Reuters fra rapporten.

Der blev i stedet produceret forkerte informationer, herunder oplysninger om, at al Qaeda rekrutterer afroamerikanere.

Rapporten siger videre, at de informationer, der kom frem via disse metoder, ikke spillede nogen central rolle i opsporingen af al Qaeda-leder Osama bin Laden, der blev dræbt af amerikanske specialsoldater i maj 2011 i Pakistan.

Videre siger rapporten, at offentligheden og politikerne ikke fik det fulde indblik i det program, som CIA kørte. Meget af programmet blev i øvrigt opereret af to private firmaer.

Afhøringsmetoderne var "brutale og langt værre", end CIA har indrømmet, lyder det videre i rapporten, som også hævder, at CIA-tilbageholdte i et fængsel et sted i udlandet blev bundet, så de sad på gulvet, hvor de frøs ihjel.

Præsident Bush nedtonede programmet efterhånden, som hans præsidentperiode skred frem. Da den nuværende præsident, Barack Obama, overtog embedet i januar 2009, annullerede han programmet helt.

Obama siger i en erklæring om rapporten, at sådanne metoder aldrig igen tages i brug af CIA.

- Jeg håber, at dagens rapport kan hjælpe os med at henvise disse metoder til fortiden, hvor de hører til, siger præsidenten.

Han siger også, at metoderne har skadet USA's omdømme og gjort det mere besværligt for USA at forfølge egne interesser hos allierede og partnere.

/ritzau/AFP