Sene kampe gør håndboldkvinderne til B-mennesker

Skrevet af admin

06/12/2015

Mest læste i dag

Med kampslut tæt på 22.30 lørdag aften er det givetvis blevet sent, inden de danske håndboldspillere er faldet i søvn efter premieresejren over Japan.

Og det er faktisk en reel problemstilling, at alle Danmarks kampe er placeret 20.45. Det giver nogle lange dage før kampene og nogle lange nætter bagefter, hvor adrenalinen stadig pumper i kroppen.

Derfor har spillerne forsøgt at gøre sig selv til B-mennesker i de uger, hvor turneringen står på, fortæller målvogter Rikke Poulsen.

- Vi har haft nogle dage, hvor vi har forsøgt at flytte vores døgnrytme lidt. Vi har prøvet at stå lidt senere op og gå lidt senere i seng, så vi kommer ind i den rigtige rytme.

- Når vi spiller 20.45 om aftenen, bliver dagene virkelig lange, og selv om vi har en lille træning ved middagstid, så går vi jo alle bare og koger og venter på, at vi skal spille, forklarer hun.

En ny lang dag venter søndag, hvor spillerne igen skal vente til midt på aftenen, inden de kan løbe på banen i Boxen til mødet med Tunesien.

Så der er brug for forskellige former for tidsfordriv for at holde kedsomheden på afstand.

- Vi har faktisk indøvet noget yoga- og åndedrætsøvelser, og så er der nogle, der følger med i julekalenderen "Juleønsket", og hvad der ellers kører, fortæller Rikke Poulsen.

Tunesien tabte stort til Ungarn i den første kamp og ligner til forveksling puljens dårligste hold.

Men der er alligevel grund til at være på vagt i søndagens opgør, fastslår målvogteren.

- Konceptet er stadig meget nyt for os, og Tunesien er også et atypisk hold.

- Mouna Chebbah gjorde ikke meget væsen af sig, da vi mødte dem i testkampen i Spanien, men hun er stjernespiller og motor på deres hold. Hvis hun brillerer, så bliver de andre også bedre, så vi skal igen spille med musklerne, siger Rikke Poulsen.

/ritzau/