Sene mål koster FC Vestsjælland dyrt i trænerdebut

Skrevet af admin

06/09/2015

Dagens topnyheder

Superliganedrykkerne FC Vestsjælland er fortsat uden sejr i landets næstbedste fodboldrække i denne sæson.

Langt hen i vestsjællændernes kamp mod HB Køge søndag eftermiddag lignede det ellers en debutsejr til FC Vestsjællands nye cheftræner, Michael Hemmingsen, der har overtaget roret i den kriseramte klub efter fyringen af Michael Hansen tidligere på ugen.

Men så gik det helt galt i kampens sidste ti minutter, hvor hjemmeholdet HB Køge scorede to gange og vendte 0-1 til slutresultatet 2-1.

En stor bet for FC Vestsjælland, der indtager sidstepladsen i 1. division efter syv kampe. Klubben har kun skrabet tre point sammen.

Det så ellers lyst ud for Slagelse-klubben, der bragte sig foran 1-0 efter 51 minutter på et mål af den tidligere ungdomslandsholdsspiller Marc Rochester Sørensen.

Den stilling holdt til det 82. minut, før den brasilianske angriber Caion bragte balance i regnskabet med sit mål til 1-1.

Et enkelt point ville være nok til at holde FC Vestsjælland over stregen, men med to minutter tilbage af den ordinære spilletid indkasserede holdet mål for 13. gang i sæsonen, da den to meter høje amerikanske angriber Adam Bedell scorede sejrsmålet for HB Køge.

Tidligere søndag spillede Næstved på hjemmebane uafgjort 1-1 mod FC Roskilde. Også her var der drama til sidst. Begge mål blev scoret i kampens sidste fem minutter.

/ritzau/