Sene scoringer redder Manchester United mod Stoke

Det lignede længe endnu en skuffelse, men to sene scoringer fik reddet tre point til Manchester United i lørdagens hjemmekamp mod Stoke i Premier League.

De engelske fodboldmestre var bagud 1-2 et kvarter før tid, men herefter sørgede Wayne Rooney og Javier Hernández for 3-2-sejren med to mål inden for to minutter.

Sejren giver en smule arbejdsro for den pressede manager, David Moyes, der i sommer overtog managersædet hos United efter knapt 27 år med Alex Ferguson.

Den høje angriber Peter Crouch bragte Stoke foran tidligt i kampen, og føringen holdt frem til kort før pausen.

Så udlignede United-angriberen Robin van Persie, efter at Stoke-målmanden Asmir Begovic havde pareret et forsøg fra Wayne Rooney.

Hjemmeholdet havde knapt nået at glæde sig over føringen, før Stokes Marko Arnautovic sendte gæsterne til pause med en flot 2-1-scoring.

Herefter fulgte en lang anden halvleg for hjemmeholdets fans på Old Trafford, før Wayne Rooney og indskiftede Javier Hernández sørgede for jubel og en sejr med scoringer på hovedstød.

Der var dansk målmandsmøde på reservebænken. Her sad både Stokes Thomas Sørensen og Manchester Uniteds Anders Lindegaard.

Manchester United har 14 point efter de første ni runder i Premier League. Dermed er holdet otte point efter Arsenal, der fører ligaen.

Den tidligere AaB-angriber Nicklas Helenius fik de sidste 13 minutter for Aston Villa, da klubben tabte 0-2 hjemme til Everton.

Angriberen Andreas Cornelius var ikke med i Cardiffs trup, da oprykkerne spillede 0-0 ude mod Norwich.

/ritzau/

Dagens Gossip