Sene scoringer sikrer Frankrig plads i VM-kvartfinalen

Skrevet af admin

30/06/2014

Dagens topnyheder

Det franske fodboldlandshold er klar til kvartfinalen ved VM i Brasilien, efter at holdet mandag aften vandt 2-0 over Nigeria på to scoringer i kampens sidste 11 minutter.

Dermed slap storfavoritten med skrækken efter i perioder at have været hårdt udfordret af et forbedret nigeriansk mandskab, der langt hen ad vejen skabte en helt lige 1/8-finale i Brasilia.

Men Frankrig var bedst i kampens sidste fjerdedel, og på den baggrund er det helt i orden, at det er 1998-verdensmestrene, der møder Tyskland eller Algeriet i kvartfinalen på fredag.

Vincent Enyeama i Nigerias mål leverede på ny feberredninger, men han kan ikke sige sig fri for en del af skylden i det første mål, hvor målskytten, Paul Pogba, udnyttede, at Lille-keeperen kom forkert ud af sit bur.

I dommerens overtid blev opgøret afgjort, da rutinerede Joseph Yobo rettede et fransk indlæg af til et selvmål til slutresultatet 2-0.

Trods sejren viste franskmændene igen, at den målkilde, der gav hele otte scoringer i de første to VM-kampe, er tørret noget ud.

Efter det målløse opgør mod Ecuador kunne holdet heller ikke mod Nigeria finde de sprudlende takter fra turneringens første uge.

Det var ellers ikke, fordi franskmændene kom ind til kampen med et defensivt udgangspunkt. Både Olivier Giroud og Karim Benzema var med fra start, og Didier Deschamps' mandskab viste vilje til at angribe, så snart de erobrede bolden.

Da heller ikke nigerianerne fedtede unødvendigt rundt med bolden, blev det en hektisk kamp med spillere, der stormede frem og tilbage mellem felterne.

Men mange upræcise afleveringer gjorde alligevel opgøret relativt chancefattigt, om end Pogba også skulle have scoret tidligt i kampen, da hans flugter fra kort afstand ramte lige på velplacerede Enyeama.

Benzema, der er noteret for tre mål ved VM, havde ikke nogen stor dag i selskab med Nigerias fysisk stærke forsvarsspillere, og Real Madrid-forwarden burde have scoret, da han i helt fri position sendte bolden lige på Enyeama 20 minutter før tid.

Vestafrikanerne, der spillede en ujævn indledende runde, leverede en udmærket præstation og kunne være kommet i front efter et kvarter, hvis ikke Emmanuel Emenike havde stået få centimeter offside, da han prikkede bolden i nettet.

Men i kampens slutfase løb holdet tør for kræfter, det franske tryk blev for hårdt, og heller ikke i tredje forsøg lykkedes det Nigeria at vinde en 1/8-finale ved et VM.

/ritzau/