Sene scoringer sikrer Real Madrid-sejr i lokalopgør

Real Madrid holder presset på førende FC Barcelona i toppen af den spanske liga.

Selv om målene lod vente længe på sig, kiksede storklubben ikke, da den var på besøg hos "lillebror" Rayo Vallecano, der hjemme i Madrid-bydelen Vallecas måtte lægge ryg til et nederlag på 0-2.

Frustrationerne havde ellers bredt sig blandt Reals stjerner, som ikke følte sig bortdømt af kampens dommer og indkasserede tre advarsler inden for et minut for film og protester.

Men godt 20 minutter før tid, netop som Vallecano-spillerne begyndte at øjne et højst overraskende point, slog gæsterne til.

Det var - naturligvis - Cristiano Ronaldo, der hev sit mandskab op af fedtefadet, da han kastede sig frem og satte hovedet på Dani Carvajals indlæg fra højrekanten.

Kort efter afgjorde James Rodriguez endegyldig kampen på et skud fra kanten af straffesparksfeltet.

Med sejren har Real Madrid 70 point efter 30 kampe. Barcelona har fire mere på førstepladsen, efter at catalonierne tidligere på aftenen besejrede Almeria 4-0.

/ritzau/

Dagens Gossip