Seneste valgs stjerner klar til at erobre nye stemmer

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Den 19. november vil fem af de største stemmeslugere fra seneste kommunalvalg i 2009 på ny forsøge at vinde stemmer.

- Mit håb er, at borgerne i Herning Kommune kvitterer for det arbejde, Venstre og jeg har lavet de seneste fire år, siger borgmester Lars Krarup (V).

Med 33,8 procent af stemmerne i den midtjyske kommune var han den politiker, der høstede den største stemmeandel ved seneste valg.

Lars Krarup har dog ikke sat sig et mål for, hvor mange stemmer han vil have denne gang.

For Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K), er det afgørende, at De Konservative holder mandattallet på ni i byrådet.

- Men det er da rart at mærke den folkelige opbakning, som jeg fik sidste gang. Det er da klart. Den ser jeg gerne igen, siger han.

I 2009 fik han 30,1 procent af samtlige stemmer i kommunen.

Borgmestrene Lars Krarup (V), Herning, Michael Ziegler (K), Høje-Taastrup, Erik Nielsen (S), Rødovre, og Erik Christensen (S), Nyborg, samt Carsten Bruun (V), der ikke genvandt borgmesterposten på Samsø, fik alle mellem hver tredje og hver fjerde stemme i deres kommuner.

På Samsø håber Carsten Bruun (V) på endnu flere stemmer. Ved seneste valg stemte næsten hver fjerde samsing på ham.

- Om det er ønsketænkning, det er svært at sige. Men jeg vil da gerne have endnu flere stemmer. Vi blev jo på en måde snydt i 2009, mener han. De Konservative snuppede borgmesterposten fra Carsten Bruun efter en aftale med S, SF og Fælleslisten.

Det indebar, at han som den eneste af de 10 politikere, der opnåede den største stemmeandel i deres respektive kommuner, ikke blev borgmester, selvom Venstre fik fem af 11 mandater på Samsø.

Ifølge Martin Vinæs Larsen, Københavns Universitet, der forsker i vælgeradfærd, kan stemmeslugerne føle sig trygge på deres poster.

- Psykologisk set vil mennesker helst ikke ændre holdning, hvis de kan komme uden om det. Så medmindre kandidaterne virkelig dummer sig, vil de højst sandsynlig få mange stemmer igen, siger han.

Meget populære politikere får en aura, der gør, at dårlige sager preller af på dem. Så det skal have været meget grelt, hvis vælgerne skal ændre mening.

- Der er selvfølgelig grænser for, hvor mange dårlige sager en politiker kan klare. Men de meget populære politikere har noget at trække på, siger Martin Vinæs Larsen.

/ritzau/