Seniorer støtter regeringen: Milliard til ældre er godt

Stod det til de ældre selv, skulle Enhedslisten ikke sige nej til regeringen, når de tilbyder ældreområdet en milliard årligt i finanslovaftalen.

Sådan siger formanden for Danske Seniorer, Jørgen Fischer.

- Jeg synes, det er godt, det er rigtig godt, at de ældre får mere omsorg, siger han.

Han er af den opfattelse, at ældre mennesker ikke absolut skal i bad to gange om ugen.

- Det skal man se stort til, hvis man hellere vil have gjort rent for eksempel. Jeg ved, at mange af dem, der er oppe i 80-90 års alderen, formentlig aldrig har været i bad to gange om ugen nogensinde, siger han.

Også Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen mener, at pengene til ældreområdet lander på et tørt sted.

- Det er den største massakre, der er blevet gennemført på et enkelt velfærdsområde siden Anden Verdenskrig. Det er på hjemmehjælpsområdet.

Derfor håber han på, at pengene ikke går til kommunerne, men kommer ud og gør noget godt for hjemmehjælpsmodtagerne.

Det er Enhedslistens krav til finansloven, at de ældre får minimumrettigheder, som sikrer dem, der har brug for det, at de får ret til to bad om ugen.

Regeringen sagde på et pressemøde mandag eftermiddag, at de vil give ældreområdet en milliard kroner.

I aftaleskitsen til finansloven skriver regeringen, at den vil sikre, at løftet bliver reelt for ældre i alle kommuner.

Men regeringen vil finde en model, så løftet sker på en fleksibel og ubureaukratisk måde. Det betyder, at løftet skal besluttes i hver enkelt kommune, så de ældre kan vælge at få for eksempel de to bade eller rengøring og årlig hovedrengøring.

Det synes Jørgen Fischer er den rigtige løsning.

- Der er forskel på kommunerne landet over, og det er ikke sikkert, at de ældre i Gentofte Kommune har de samme behov som dem i Vestjylland og vice versa, siger han.

At ældreområdet får tildelt en milliard i finansloven årligt fra 2014 til 2017, hvis Enhedslisten siger ja til forslaget, det er i orden, mener Jørgen Fischer.

- Det er ærgerligt, hvis Johanne Schmidt-Nielsen holder fast i det her, for på det ældrepolitiske område, der synes jeg, det er et okay tilbud, som de giver fra regeringen, siger han.

Enhedslisten og regeringen mødes til forhandlinger om finansloven mandag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip