Seniorforsker: Usædvanlig kritik af Danmark fra FN

Skrevet af admin

29/01/2016

Mest læste i dag

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Hans Mouritzen kalder det opsigtsvækkende, at FN's generalsekretær i Politiken kritiserer dansk lovgivning via sin talsmand.

- Det er en meget klar udmelding og en klar kritik. Den er usædvanlig. Der bliver sagt, at politikken går imod flygtningenes værdighed og rettigheder. Det er sagt meget klart, siger han til Ritzau.

Hans Mouritzen mindes ikke, at en generalsekretær for FN har kritiseret dansk lovgivning offentligt siden Irak-krigen.

- I forhold til Danmark er det meget længe siden, at vi er blevet kritiseret af FN på den her måde. Vores deltagelse i Irak-krigen i 2003 blev kritiseret, men jeg tror ikke, at vi har set tilfælde af kritik siden da, siger han.

Seniorforskeren siger dog også, at kritikken ikke i sig selv er et stort problem for Danmark.

- Kritikken er i form af svar på et spørgsmål. Det er ikke noget, som talsmanden eller Ban Ki-moon selv har taget initiativ til at sige, så det er alvorligt, men det havde været langt værre, hvis det var Ban Ki-moon selv, der sagde det direkte og uopfordret, siger han.

Den danske lovgivning, der blev vedtaget af et flertal i Folketinget, medførte tirsdag en verdensomspændende fordømmelse fra blandt andre prominente navne som den tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan og den kinesiske kunstner Ai Weiwei.

Kofi Annan udtalte blandt andet, at han er bekymret for, om loven bryder med menneskerettighederne.

Den britiske avis The Guardian tegnede desuden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en uniform, der har slående lighed med dem, nazisterne bar under Anden Verdenskrig.

/ritzau/