Seniorjobordning koster milliarder

Regeringen skønnede i december, at der ville være 1.080 seniorjobbere i år, hvilket ville svare til en udgift på 388 millioner kroner, men nu lyder et nyt skøn på det tredobbelte: 3.300 seniorjobbere til i alt 1,2 milliarder kroner. Det er 800 millioner kroner mere end forventet og i 2014 bliver den tilsvarende ekstraregning på 1,2 milliarder kroner.

I december sidste år stemte Venstre for en midlertidig udvidelse af seniorjobordningen, og arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs mener, at det er stærkt problematisk, at forudsætningerne er skredet.

Beskæftigelsesministeriet vidste allerede på det tidspunkt, at langt flere end ventet ville falde ud af dagpengesystemet, men det blev først meldt ud efter nytår og når flere falder ud, er flere også berettiget til seniorjob.

»Vi føler os ført bag lyset, fordi ministeriet var opmærksom på, at dette skred kunne ske, uden at man informerede Folketinget om det,« siger Ulla Tørnæs.

Hun kunne godt forestille sig, at Venstre havde stemt anderledes med denne viden.

I et skriftligt svar afviser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) at have holdt informationer tilbage for Folketinget.

»På det tidspunkt, da den udvidede seniorordning tredjebehandles, er der ikke noget endeligt dagpengeskøn, og derfor heller ikke beregninger af de økonomiske konsekvenser vedrørende seniorjob, siger ministeren til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip