Sensation: Danske kvinder klar til EM-semifinale - se billeder og video

Efter at have sikret sig en plads i kvartfinalen ved EM i fodbold via lodtrækning er de hårdt kæmpende danske fodboldkvinder nu helt sensationelt også klar til semifinalen. Det skete igen med held og hjælp fra de nok så berømte marginaler.

Kampen mod Frankrig skulle hele vejen til en straffesparkskonkurrence, før semifinalen ved EM i Sverige var en realitet. Efter uafgjort efter 120 minutter scorede Danmark fire gange, mens Frankrig kun passerede Stina Lykke Petersen i det danske mål to gange i den altafgørende straffesparkskonkurrence. 

Danmark scorede et enkelt mål i første halvleg, og en hård og 120 minutter lang overlevelsesindsats var altså i sidste ende nok til at sikre pladsen i semifinalen. At Danmark overhovedet kvalificerede sig til kvartfinalen, var lidt af et mirakel. De vandt nemlig en direkte lodtrækningsduel mod Rusland om at gå videre fra det indledende gruppespil, hvor resultaterne ellers ikke var gået Danmarks vej.

I første halvleg af kvartfinalen i Linköping var Danmark spillemæssigt nogenlunde med mod de franske forhåndsfavoritter, der ellers var den klart dominerende faktor kampen igennem. Det var dog danskerne, der kom på tavlen først, da Johanna Rasmussen efter en god dyb aflevering tæmmede bolden med knæet, hvorefter hun sendte den tæt forbi den franske keeper. 

Utallige gange i første halvleg måtte Stina Lykke Petersen i det danske mål diske op med flere gode redninger for at modstå det franske pres. En enkelt gang var stolpen også med den danske målmand.

Frankrig satte sig endnu tungere på kampen efter pausen. Flere gange var Danmark decideret heldige med ikke at lukke mål ind. Med 20 minutter tilbage slap lidt af heldet dog op. Frankrigs Necib vekslede et klodset begået straffespark til mål, da hun sendte bolden til Stina Lykke Petersens højre side. Lykke fik begge hænder på, men bolden sneg sig alligevel ind via overliggeren.

Den ordinære spilletid sluttede uden flere mål, og dermed skulle kvartfinalen nu ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid. I den anden halvdel af den forlængede spilletid var Danmark endnu engang heldige. Frankrig hamrede et frispark direkte på overliggeren. Stillingen var stadig 1-1, mens skudstatistikken afslørede en klar fransk dominans. 26-4 lød den efter det farlige frispark. Men det var lige meget til sidst. Danmark er videre til semifinalen mod Norge på torsdag.

Se video og billeder nedenunder.....

Dagens Gossip

Dagens TV