Sensation deler katolikker: Nonne føder søn i Italien

De omkring 47.700 indbyggere i Rieti i den centrale Italien har fået noget at snakke om. Onsdag blev en 31-årig nonne kørt på hospitalet med mavesmerter. Få timer senere havde hun født en lille dreng.

Hun hævder dog at have været uvidende om graviditeten, beretter det italienske nyhedsbureau, Ansa.

- Jeg vidste ikke, jeg var gravid. Jeg mærkede kun mavesmerter, forklarer hun.

Den nybagte mor, der oprindeligt er fra El Salvador, har besluttet at navngive barnet Francis efter den nuværende pave.

Fødslen skaber røre blandt katolikker. Og byens borgmester, Simone Petrangeli, har appelleret til, at folk respekterer kvindens privatliv.

Den lokale præst, Don Fabrizio Borrello, siger til blandt andre La Repubblica, at nonnen har besluttet sig for at beholde barnet.

Han antyder også en vis undren over kvindens graviditet og hæfter sig ved hendes fattige baggrund.

- Nonner, der kommer fra meget fattige lande, er lidt naive, siger han.

Don Fabrizio Borrello viser hende dog tillid - sådan da.

- Jeg går ud fra, hun siger sandheden, når hun fortæller, at hun ankom til hospitalet uden at vide, hun var gravid, siger han til La Repubblica.

Den 31-årige nonne er en del af en menighed, der driver et plejehjem i byen. Her er hendes medsøstre gået i gang med at samle ind til den utraditionelle familieforøgelse. 

Dagens Gossip

Dagens TV