Sensationelt: 33 år gammel 400 meter-rekord aflivet

En af de mest sejlivede danske rekorder blev lørdag slået i den belgiske by Oordegem.

Den 24-årige KIF’er Nick Ekelund-Arenander vandt 400 meter i Memorial Leon Buyle i 45.59 og forbedrede Jens Smedegaards danske rekord fra kvartfinalen i OL i Moskva i 1980 med 30/100.

Samtidig kvalificerede han sig til VM i Moskva 10.-18. august.

Kvalifikationskravet lød på 45.60. Det bliver første gang, en dansk 400 meter-løber deltager i VM.

Nick Ekelund-Arenander har dansk mor og svensk far og dobbelt statsborgerskab.

Den ny rekordholder trænes af den mangeårige topsprinter Christian Trajkovski, som i sidste uge var på træningslejr på Mallorca med Nick Ekelund-Arenander.

– Vi lavede en sidste test på 350 meter, som vi altid plejer. Og da jeg så på mit stopur, tænkte jeg, at det godt kan blive stort på lørdag, siger Christian Trajkovski.

– Jeg er ekstremt glad. Det er helt vildt det her. At drømme er én ting. Noget andet er at realisere drømmen.

Dagens Gossip

Dagens TV