Sent mål sikrer Finland uafgjort i Wales

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Fredag forlængede Wales' landstræner Chris Coleman sin kontrakt. Lørdag var han få minutter fra at fejre det med en sejr.

Finlands Riku Riski spolerede imidlertid festen med en scoring i overtiden i Cardiff.

Andy King havde ellers bragt Wales foran 1-0 et lille kvarter inde i anden halvleg.

Andy King var kun med, fordi Aaron Ramsey måtte trække sig med influenza. Afbuddet fra den formstærke Arsenal-spiller betød, at Wales' træner Chris Coleman igen måtte opgive at bruge duoen Aaron Ramsey og Gareth Bale på samme tid.

Af forskellige årsager har de to kun spillet tre landskampe sammen i de 15 kampe, Coleman har stået i spidsen for Wales som landstræner.

Ifølge Skysports havde Brøndby-målmand Lukas Hradecky et par særdeles fine redninger i Finlands mål. Den første efter et frispark fra Gareth Bale i første halvleg. Bales frispark fandt Hai Robson-Kanu, hvis hovedstød Hradecky tog sig af.

I anden halvleg måtte målmanden ligeledes parere et forsøg fra Gareth Bale.

Waliserne følte nok, at de med rimelighed burde have vundet testkampen. Hjemmeholdet havde et skud på stolpen i første halvleg, og så følte de sig snydt for et straffespark tidligt i anden halvleg.

/ritzau/