Separatist beskylder Ukraine for at bryde våbenhvile

Skrevet af admin

06/09/2014

Dagens topnyheder

Blot få timer efter at en aftale om en våbenhvile blev indgået fredag aften, beskylder Ukraine og prorussiske separatister hinanden for at bryde aftalen.

En prorussisk separatistleder i det østlige Ukraine beskylder lørdag regeringen i Kijev for at bryde den våbenhvile, der blev indgået fredag.

Omvendt beskylder Ukraines militær separatisterne for, at det er dem, der har brudt aftalen.

Separatisterne sværger at fortsætte deres kamp for at opnå uafhængighed i regionen.

Ifølge det ledende medlem af parlamentet fra det selvudråbte Folkerepublikken Donetsk har Ukraine affyret adskillige missiler mod separatistiske stillinger, efter at våbenhvilen trådte i kraft fredag aften.

- Våbenhvilens aftaler bliver ikke overholdt, siger Vladimir Makovich ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fredag aften "så vi adskillige missiler, der blev affyret i udkanten af byen Donetsk og også en tungt pansret kolonne", siger han videre.

Ukraines militær kan dog ikke genkende det billede.

- Vi har observeret en række provokationer fra oprørene. De skød på vores anti-terrorenhed 28 gange (fredag), og 10 af dem skete efter indgåelsen af våbenhvilen, siger talsmand for sikkerheds- og forsvarsrådet Andrij Lysenko.

Journalister fra AFP siger dog, at situationen ser ud til at være rolig lørdag.

Parterne blev enige om våbenhvilen efter fem måneders krigslignende tilstande i det østlige Ukraine.

Omkring 2600 mennesker har mistet livet under kampene mellem ukrainske sikkerhedsstyrker og prorussiske separatister i det østlige Ukraine, hvor separatisterne har erklæret uafhængighed tidligere på året.

Våbenhvilen er formuleret i en 12-punktsplan og er udarbejdet af repræsentanter fra Ukraine og de prorussiske separatister med deltagelse af repræsentanter fra den europæiske sikkerhedsorganisation OSCE.

/ritzau/AFP