Separatister går med til sikkerhedszone ved ulykkessted

Ukraines regering og separatisterne i den østlige del af landet er endnu ikke nået til enighed om at oprette en sikkerhedszone omkring ulykkesstedet, hvor et malaysisk passagerfly torsdag styrtede ned efter at være blevet ramt af et missil.

Det er altafgørende at sikre bevismateriale for at få opklaret årsagen til flystyrtet, hvor samtlige 298 ombordværende mistede livet torsdag.

Chefen for den ukrainske sikkerhedstjeneste siger, at man fortsat arbejder på at få aftale i stand mellem embedsmænd fra Rusland, Ukraine og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, om at oprette en sikkerhedszone, så OSCE kan få fjernet ligene.

- Vi er enige om at oprette sikkerhedszone i en omkreds af 20 kilometer, og vi håber, at terroristerne vil give os lov til at arbejde, siger sikkerhedschefen, Valentin Nalivajtjenko, ifølge nyhedsbureauet Unian.

Tidligere på dagen citerede ukrainsk tv ham for at sige, at aftalen var kommet helt i hus, "så Ukraine kan leve op til det vigtigste lige nu - at identificere ofrene og overdrage dem til de pårørende".

Men et fremtrædende medlem af styret i separatisternes selvudråbte Folkerepublikken Donetsk dementerer, at der skulle være indgået en aftale.

- Der er ikke nogen sikkerhedszone. Der er stadig militær aktivitet i området nær fronten, siger Sergej Kavtaradze fra Folkerepublikken Donetsk.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, prøvede fredag forgæves at få adgang til katastrofestedet, hvor det malaysiske passagerfly formentlig blev skudt ned. OSCE-folkene blev stoppet af bevæbnede mænd, lyder det.

De prorussiske oprørere, som kæmper mod ukrainsk militær i det østlige Ukraine, har ellers lovet at hjælpe internationale eksperter med efterforskningen og er altså nu gået med at oprette en bufferzone rundt om ulykkesstedet i det østlige Ukraine.

Imens er Malaysias transportminister, Liow Tiong Lai, ankommet Ukraines hovedstad, Kijev, for at sørge for, at efterforskningshold får sikret adgang til området, hvor resterne efter Malaysia Airlines Flight MH17 ligger.

Efter ankomsten siger ministeren, at han er bekymret over, at der er blevet fjernet bevismateriale fra ulykkesstedet.

- Vi vil have en sikker korridor til ulykkesstedet, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV