Separatister: Militæret trænger ind i Donetsk

Skrevet af admin

21/07/2014

Dagens topnyheder

Det ukrainske militær har angiveligt gjort alvor af truslerne om at nedkæmpe oprøret i det østlige Ukraine og er trængt ind i separatisternes højborg, storbyen Donetsk.

De prorussiske separatister siger, at ukrainske styrker er rykket ind i byen, hvor der angiveligt finder kampe sted. Et øjenvidne beretter over for Reuters, at der høres høje eksplosioner i midten af byen, hvorfra der også stiger røg op.

Også nyhedsbureauet AFP beretter om kampe i midten af byen.

En talsmand for separatisterne Sergej Kavtaradse siger, at mindst fire af militærets kampvogne er ved at trænge ind i byen.

En talsmand for det ukrainske militær bekræfter, at militærets operation i Østukraine er i "den aktive fase", men vil ikke kommentere oplysningerne om, at militæret er rykket ind i selve Donetsk. Samtidig afvises det, at militæret er skyld i nogen eksplosioner.

- Vi har strenge ordrer om ikke at bruge luftangreb og artilleri i byen. Hvis der er kampe i byen, har vi informationer om, at det er en lille selvorganiseret gruppe, der bekæmper terroristerne, siger talsmand for Ukraines sikkerhedsråd Andrij Lysenko men henvisning til separatisterne.

Et øjenvidne fortæller Reuters, at separatisterne har sendt to kampvogne til byens hovedbanegård, som angiveligt er centrum for kampene. Samtidig løber folk væk fra stedet.

Byrådet i Donetsk fraråder også indbyggerne at befinde sig i nærheden af kampene.

- Vi beder borgere, der bor på pladsen, om ikke at forlade deres hjem, lyder det i en erklæring med henvisning til pladsen ved banegården.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har tidligere svoret at vinde Donetsk tilbage som en del af "anti-terrorist-operationen" mod separatisterne.

Donetsk har med sine knap en millioner indbyggere været separatisternes højborg, siden de i begyndelsen af juli forlod Slavjansk og en række andre østukrainske byer for at trække sig tilbage til Donetsk.

Ifølge separatisterne selv var tilbagetrækningen et taktisk træk, der blev taget for at "omgruppere".

Porosjenko kaldte det omvendt for en sejr for militæret, som siden har været stærkt repræsenteret omkring Donetsk.

/ritzau/Reuters