Separeret musikerpar atter genforenet

Skrevet af admin

16/02/2016

Mest læste i dag

Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig, og følelserne mellem Avril Lavigne og Chad Kroeger er stadig særdeles varme.

Tilbage i 2012 opstod der sød musik mellem Lavigne og Kroeger, da han blev hyret til at skrive sange til hendes femte plade.

Parret forelskede sig hovedkulds i hinanden, og kort tid efter forlovede de to canadiske musikere sig. 1. juli 2013 giftede de sig i Sydfrankrig på Canadas nationaldag, men efter blot to års ægteskab bekendtgjorde parret deres separation.

Siden har de dog vist sig sammen adskillige gange og delt deres hyggestunder på Instagram, og søndag aften var den 31-årige sangerinde og den 41-årige Nickelback-musiker så atter genforenet og havde taget hinanden under armen til årets Grammy-uddeling.

På Instagram delte "Complicated"-sangerinden flere storsmilende billeder af hende og eksen under uddelingen.

- Grammy-fest. Har det fantastisk. Vidunderlig aften, lød teksten til et af billederne af parret, som tilbragte aftenen sammen med blandt andre den legendariske sanger Alice Cooper og "24 Timer"-stjernen Kiefer Sutherland.

Billederne har fået rygterne til at blusse op, om hvorvidt parret har revet separationspapirerne i stykker, men de hverken be- eller afkræfter noget.

Da parret annoncerede skilsmissen for fem måneder siden, understregede de, at de altid ville være i hinandens liv.

- Ikke kun gennem ægteskabet, men også i musikken, har vi skabt mange uforglemmelige øjeblikke. Vi er stadig - og vil altid være - de bedste venner, skrev Lavigne på Instagram til et billede fra parrets bryllup.

Se billederne her:

https://www.instagram.com/p/BBzCVSDo4Og/?taken-by=avrillavigne

https://www.instagram.com/p/BByveVQI4A5/?taken-by=avrillavigne

/ritzau/FOKUS