Sepp Blatter vil appellere Fifa-dom

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Den afgående præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, appellerer mandagens dom fra Fifas etiske komité, der har givet ham otte års udelukkelse fra alle fodboldrelaterede aktiviteter.

Det siger Sepp Blatter.

Appellen skal behandles hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som er sportens øverste retlige instans.

- I dag har været en sørgelig dag, men det er det ikke mere. Jeg vil kæmpe. Man kan ikke dømme nogen uden en gyldig grund, siger Sepp Blatter på et pressemøde.

Fifas etiske komité har fundet det bevist, at overførslen på to millioner schweizerfranc fra Blatter til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) præsident, Michel Platini, i 2011 er i strid med forbundets regler omkring tildeling af gaver og andre goder.

Med andre ord har Blatter misbrugt sit embede til at give en gave i en størrelsesorden, der slet ikke var grundlag for.

Det er ikke bevist, at der er tale om korruption, men Blatter og Platini har ikke kunnet overbevise den etiske komité om, at der var et grundlag for betalingen på to millioner schweizerfranc.

Ifølge de to dømte fodboldbosser var der tale om betaling for et stykke arbejde udført af Platini for Fifa i perioden 1998 til 2002, men der er hverken en kontrakt eller andre dokumenter, som beviser, at franskmanden skulle have den betaling.

- Vi havde en mundtlig aftale. Det var en gentlemanaftale. Vi har fremlagt beviser for, at det ikke kun var mig og Platini, der kendte til aftalen, fastholder Blatter efter dommen.

Han føler sig hængt ud i forbindelse med sagen.

- Jeg bliver brugt som en boksebold af Fifa. Jeg er ked af det på fodboldens vegne, jeg er ked af det på de ansatte i Fifas vegne, og jeg er ked af det på mine egne vegne på grund af den måde, jeg er blevet behandlet på, siger Blatter.

Også Michel Platini er blevet udelukket i otte år. Han har ligeledes appelleret sin dom.

/ritzau/