Ser dybt i flasken - opklarer alkoholisme

Afhængighed af alkohol er formentlig ikke én, men flere sygdomme, som skal behandles forskelligt. Det er afsættet for et banebrydende dansk forskningsprojekt, det hidtil største i verden, som i dag får 16,6 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd.

På tværs af forskellige forskningsområder og med også udenlandske partnere vil forskerne nærmere afsløringen af forskellige typer af misbrugere for på sigt at målrette behandlingen.

Danskernes alkoholforbrug er et af de største sundhedsproblemer. Hver tiende dansker har et skadeligt alkoholforbrug, 3000 dør årligt af deres alkoholforbrug, mens mange tusinder indlægges og behandles for alkoholrelaterede lidelser.

Samlet koster alkohol samfundet et flercifret milliardbeløb årligt.

- Vi håber at komme tættere på de faktorer, der har betydning for udvikling af afhængighed, siger lederen af projektet Ulrik Becker. Han er adjungeret professor, dr.med. ved dels Statens Institut for Folkesundhed, SDU og Hvidovre Hospital.

- Dermed kan vi identificere grupper med forskellig dispositioner for at udvikle alkoholproblemer eller for at kunne holde op igen eller for at udvikle alvorlige komplikationer ved misbruget, siger han.

Begge institutioner deltager sammen med flere andre i det omfattende projekt.

- I den sidste ende kan det bidrage til bedre behandling end i dag, målrettet efter forskellige typer af misbrugere.

- Vi har allerede løftet en flig for processer i hjernen, der udvikler afhængighed, og hvor biologisk arv spiller en stor rolle, siger Ulrik Becker og fortsætter:

- Mere end halvdelen af årsagerne handler om arvelig tilbøjelighed til forandringer i hjernens sortering af signalstoffer, som fører til afhængighed af alkohol.

Men det er fortsat uvist, hvorfor personer med samme store alkoholforbrug reagerer vidt forskelligt. Den ene bliver voldsomt afhængig, mens den anden kan leve i mange år uden at blive alvorligt syg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV