Serber frikendes i sag om tvangsarbejde

I den første straffesag om menneskehandel til tvangsarbejde er en 34-årig serbisk mand torsdag blevet frifundet af Retten i Helsingør.

Beviserne holder ikke vand, fremgår det af afgørelsen i sagen, hvor manden var tiltalt for at have tvunget fire rumænere til at arbejde i rengøringsbranchen.

Tiltalen fra Nordsjællands Politi er mangelfuld, fastslår retten, og desuden er forklaringerne fra de fire rumænere usammenhængende og mangelfulde.

Den 34-årige var anklaget for at have udnyttet de fire, som blev huset under usle forhold i en kælder i Helsingør i 2011.

Det var den rumænske ambassade, som gik til politiet og fortalte om sagen.

Retten har også frifundet den 34-årige for åger i forhold til de fire.

Anklagemyndigheden påstod under sagen, at de fire var blevet lovet en løn på 500 euro om måneden, og at de var tvunget til at arbejde i op til 18 timer i døgnet på forskellige nordsjællandske skoler.

/ritzau/

 

Dagens Gossip