Serbien inden EM-kval med Danmark: Kvalitet til top-to

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Vurderet ud fra Uefas rangliste over de europæiske landshold kunne Danmark ikke have trukket en sværere modstander fra seedningslag tre, end det blev tilfældet med Serbien.

Serbien har ikke formået at kvalificere sig til den seneste EM- eller VM-slutrunde, men den nyudnævnte landstræner Ljubinko Drulovic tror, at hans mandskab kan sikre sig en af de to direkte pladser til EM 2016 fra kvalifikationsgruppe I.

- Det er en meget interessant og jævnbyrdig gruppe, så der er ingen tvivl om, at det kræver hårdt arbejde at slutte i top-to, men vi har nok kvalitet i vores rækker til at gøre arbejdet, siger Ljubinko Drulovic ifølge Reuters.

Han har netop udtaget truppen til Serbiens venskabskamp mod Irland 5. marts, og det var bemærkelsesværdigt, at han ikke har fundet plads til en eneste spiller fra den serbiske liga.

- Der er ingen, der er gode nok lige nu. Døren er altid åben til det serbiske landshold, men vi vil ikke udtage nogen for at skabe en kunstig balance, siger den assisterende landstræner Ilija Petkovic.

- Vi skal ændre vores attitude, så patriotismen bedst kommer til udtryk på banen i kampens hede for at få resultater.

- Vi har misset de seneste to slutrunder, og det er bydende nødvendigt, at vi kvalificerer os til EM i 2016, fordi vi er træt af at være sparringspartnere for verdens bedste hold op til VM og EM, tilføjer Petkovic.

Ud over Serbien og Danmark tæller gruppe I Portugal, Armenien og Albanien.

/ritzau/