Serbisk regeringschef affejer ønske om EU-afstemning

Skrevet af admin

03/07/2016

Dagens topnyheder

Der bliver ingen folkeafstemning om EU-medlemskab i Serbien, og det er fortsat regeringens mål at opnå optagelse i unionen fra år 2020.

Meldingen er klar fra Serbiens premierminister, Aleksandar Vucic, som i et interview med den tyske avis Bild am Sonntag fejer spekulationer af vejen.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har et nært forhold til Serbien. Spekulationer er gået på, om Putin forsøger at gøre sin indflydelse gældende, så EU ikke vokser yderligere.

Forholdet mellem Rusland og EU er forværret de seneste år i forlængelse af russernes annektering af Krim og militærets fremmarch i det østlige Ukraine. EU har vedtaget økonomiske sanktioner mod Rusland og vice versa.

Oppositionen i Serbien ønsker en folkeafstemning om EU. Det ønske har fået ny luft med briternes folkeafstemning 23. juni, da et flertal af vælgerne stemte for en afsked med EU.

Vucic afviser spekulationerne.

- Jeg ved intet om Putin, men jeg ved, at nogle serbiske partier helt åbent opfordrer til det. Mit svar er klart: Der bliver ingen folkeafstemning, uanset hvor mange initiativer der måtte komme, siger premierministeren.

Serbien indledte i december sidste år forhandlinger med EU om optagelse. Aleksandar Vucic gik til valg på et løfte om at søge medlemskab af unionen.

- Vi vandt et absolut flertal. Vi vil gøre alt for at nå det mål nu. Hvis vi forlod den vej, ville Serbien ende på vildspor, siger Vucic.

Premierministeren genvandt magten ved et parlamentsvalg i april 2016. Vucics parti, Serbiens Progressive Parti, vandt 131 af parlamentets 250 mandater.

/ritzau/Reuters