Serbisk sensation sender Wimbledon-mester ud af US Open

Årets Wimbledon-mester hos kvinderne, Petra Kvitova, formåede ikke at følge op på succesen i åres sidste grand slam-turnering, US Open.

I tredje runde blev hun offer for en af turneringens største overraskelser, da hun tabte 4-6, 4-6 til serberen Aleksandra Krunic.

Krunic ligger blot rangeret som nummer 145 i verden og måtte derfor igennem tre kvalifikationskampe, inden hun var sikret adgang til hovedturneringen i New York.

Hun gik uimponeret til opgaven og brød en gang mere end sin modstander i begge sæt.

Kvitova tog som regel initiativet og afgjorde de fleste dueller. Dels med en masse vindere - 33 stykker - men 34 uprovokerede fejl blev udslagsgivende.

Efter en maratonduel på matchbolden kunne Krunic synke sammen i jubel efter endnu en tjekkisk fejl.

I ottendedelsfinalen kan overraskelsen komme på en ny vanskelig opgave, da sidste års US Open-finalist Victoria Azarenka er en mulig modstander.

Hviderusseren skal dog først løse sin opgave i tredje runde mod russeren Elena Vesnina. Den spilles lørdag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip