Serbisk talent bliver Klopps første Liverpool-indkøb

Skrevet af admin

06/01/2016

Mest læste i dag

Transfervinduet er åbent, og i Liverpool har den tyske manager Jürgen Klopp foretaget sin første investering efter sin ankomst til klubben.

Merseyside-klubben har skrevet en kontrakt på fire og et halvt år med det 19-årige serbiske midtbanetalent Marko Grujic. Det meddeler Liverpool på sin hjemmeside.

Det bliver dog først til sommer, at klubbens fans og manager Jürgen Klopp kan nyde godt af midtbanemandens kvaliteter.

Som en del af aftalen lejer hans nuværende klub, Røde Stjerne Beograd, Grujic i et halvt år, så han kan spille sæsonen færdig i klubben.

- Da jeg kom hertil (Liverpool, red.), viste vores talentspejdere mig video af en meget talentfuld spiller fra Røde Stjerne Beograd, fortæller Jürgen Klopp til Liverpools hjemmeside.

- Vi kiggede på det, vi talte med ham, og vi mødte hinanden - han er en god dreng, en ung knægt, men han spiller en vigtig rolle i øjeblikket hos Røde Stjerne, som er Serbiens bedste hold.

- Vi er meget glade, for Marko er et stort talent, og vi har set ham spille mange gange, siger Jürgen Klopp.

I britiske medier meldes der om en overgangssum på godt 50 millioner kroner, men det er ikke bekræftet af nogen af klubberne.

/ritzau/