Serbisk træner: Jeg er nødt til at slå min ven Olsen

Skrevet af admin

13/11/2014

Dagens topnyheder

Hvis det danske landshold er en smule presset forud for fredagens EM-kvalifikationskamp i Serbien, så gør det samme sig gældende for modstanderne.

Landstræner Dick Advocaat og hans spillere har blot et enkelt point efter de to første gruppekampe mod Armenien og skandalekampen mod Albanien, der blev afbrudt, da en drone fløj ind over banen.

- Det er ikke gået, som vi havde forventet med et point. Men vi sagde allerede før, kvalifikationen gik i gang, at alle kampe ville være finaler. Derfor er kampen mod Danmark vigtig.

- Danmark står også i en presset situation, og jeg tror, at det bliver tæt til det sidste i gruppen.

- Jeg har talt med mine spillere, og de ved, hvad de skal komme med. Vi møder et godt hold, men vi er også selv gode, så det skal nok blive interessant, siger Dick Advocaat på et pressemøde dagen før kampen.

Den 67-årige hollænder oplyser, at han har et godt kendskab til flere af de danske spillere og ikke mindst landstræner Morten Olsen.

- Morten har jeg kendt længe. Han er en god træner, som stort set altid har trænet landsholdet, selv om han har haft flere muligheder for at skifte over og blive klubtræner.

- Han er en god ven, men i morgen håber jeg ikke, at han vinder.

- Mange af de danske spillere er i hollandsk klubfodbold, og dem kender jeg. Selv om Danmark er et lille land, så har de altid skabt store spillere, så forhåbentlig kan vi få en god kamp i morgen, siger Advocaat.

Den rutinerede træner fortæller med sarkasme i stemmen, at det danske hold har masser af svagheder, inden han trækker i land.

Advocaat mener, at danskerne var uheldige med at tabe 0-1 i København mod Portugal for en måned siden, da Cristiano Ronaldo scorede i overtiden.

- Danmark har et godt hold og gode spillere. De spillede godt mod Portugal og var uheldige i sidste minut, siger han.

Ligesom Danmark må undvære anfører Daniel Agger og Lasse Schöne mod Serbien, så er fredagens modstander også hårdt ramt. På pressemødet kom det frem, at Manchester City-backen Aleksandar Kolarov som ventet må stå over med en skade.

Selv om der blev stillet spørgsmål til skandalekampen mod Albanien, så blev de afvist på pressemødet. Dick Advocaat lod alligevel skinne igennem, at han mener, at Serbien er blevet for hårdt straffet af det europæiske fodboldforbund, Uefa.

Serbien blev tildelt en skrivebordssejr over albanerne, men blev samtidig frataget tre point for urolighederne på stadion, efter at en drone var fløjet ind over banen med et storalbansk flag.

- Albanien har fået en bøde på 100.000 (euro), og vi har fået to hjemmekampe uden tilskuere - og så tabte vi reelt kampen mod Albanien, siger Dick Advocaat.

Serbien har et enkelt point før fredagens kamp mod Danmark, der har tre point mere. Morten Olsens mandskab har dog spillet tre kampe, mens serberne har en ekstra kamp at gøre godt med.

/ritzau/