Serena banket på plads af hviderussisk udfordrer

Skrevet af admin

28/12/2013

Mest læste i dag

Det hører til sjældenhederne, at nogen er i stand til at besejre Serena Williams på tennisbanen.

I 2013-sæsonen vandt den amerikanske tennisstjerne 78 kampe og tabte blot fire gange.

Lørdag blev den suveræne verdensetter besejret endnu en gang. Der var dog blot tale om en showkamp i Hua Hin forud for den kommende sæson, der begynder søndag i australske Brisbane.

Det var verdensranglistens nummer to, hviderussiske Victoria Azarenka, der tilførte Williams det sjældne nederlag, som lød på 5-7 og 3-6.

24-årige Azarenka havde en lille fordel, da hun var mødt op i Thailand dagen før Serena Williams, der var påvirket af jetlag.

- Det var en god opvarmningskamp, før vi skal konkurrere og åbne tennisåret. Det er altid meget sjovt, fordi vi presser hinanden til grænsen, siger Azarenka, mens Serena Williams supplerer.

- Vi havde en rigtig god kamp. Vi fik bevæget os meget, og jeg synes, at det var en god opvarmning, siger amerikaneren.

Victoria Azarenka fik spoleret store dele af 2013-sæsonen på grund af skader. Det blev blot til tre turneringssejre, mens Serena Williams vandt hele 11 titler.

Selv om Azarenka har tabt 13 gange i karrieren til Williams, kan hviderusseren dog notere en enkelt succes i forhold til amerikaneren. I 2013-sæsonen stod de over for hinanden fire gange og vandt to kampe hver. Efter lørdagens showkamp kan Azarenka måske med rette argumentere for, at hun var den bedste af de to i 2013.

/ritzau/