Serena om Grand Slam: 127 spillere vil spolere min drøm

Skrevet af admin

12/07/2015

Dagens topnyheder

Den nykårede Wimbledon-mester Serena Williams kan med en US Open-sejr til september sikre sig en ægte Grand Slam.

Hvis den 33-årige verdensetter tager titlen i New York, så er hun den første kvindelige tennisspiller siden Steffi Graf i 1988 til at vinde alle fire grand slam-turneringer i samme kalenderår.

Tankerne om den mulige bedrift begyndte at melde sig hos Williams, da hun lørdag fejrede Wimbledon-triumfen.

- Jeg tog turen rundt om banen. Det var dejligt, og det føltes godt, men lidt senere begyndte jeg at tænke på New York.

- Jeg tænkte; "åh, jeg har vundet tre gange i træk i New York. Jeg håber bare ikke, at det her er året, hvor jeg går ned. Jeg vil gerne gøre det godt," siger Serena Williams.

I øjeblikket er hun indehaver af alle fire grand slam-titler, men de er ikke vundet i samme kalenderår. Den ikke helt ægte Grand Slam er blevet døbt "Serena Slam".

- Jeg har det sådan, at hvis jeg kan lave en "Serena Slam", så har jeg det også ok, når jeg tænker på en Grand Slam.

- Som jeg altid siger, så er der 127 andre spillere (i turneringen), der ikke ønsker, at jeg vinder. Det er ikke noget personligt, de vil bare gerne vinde selv.

- Jeg føler ikke, at jeg har noget at tabe. Jeg sidder solidt som verdensetter, og så må vi bare tage den derfra, siger Williams.

Den suveræne amerikaner, der har vundet seks US Open-titler i karrieren, vandt lørdagens Wimbledon-finale med 6-4, 6-4 over spanske Garbine Muguruza.

/ritzau/AFP