Serena Williams: Der er fortsat bedre år forude

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Tennisstjernen Serena Williams mener, at hun fortsat har masser af gode sæsoner i sig - måske endda bedre end den netop færdiggjorte, som hun søndag afsluttede med en sejr i WTA-mesterskabet.

Den 32-årige amerikanske verdensetter vandt søndag sæsonfinalen over kinesiske Li Na 2-6, 6-3, 6-0. Dermed vandt hun sæsonens 78. kamp og sin 11. titel. Hun har kun tabt fire kampe i 2013.

Sæsonsejren betyder også, at Serena Williams når op på 67 millioner kroner i præmiepenge på et år - det er godt stykke over den hidtidige rekord som Victoria Azarenka satte sidste år med godt 42 millioner præmiekroner tjent på en sæson.

Det er samtidig den tredjehøjeste præmiesum, hvis man tæller mændene med. Novak Djokovic sidder både på første og andenpladsen på den rekordliste for sine sæsoner i 2011 og 2012.

- Jeg vil ikke sige, at denne sæson er den bedste. Jeg tror, at jeg kan gøre det bedre. Jeg ser frem til næste år, siger Serena Williams efter søndagens sejr i Istanbul.

- Jeg er begejstret for at vinde WTA-mesterskabet, men jeg vil sige, at denne sæson kun er i min top tre af bedste sæsoner.

I løbet af sæsonen har hun vundet to grand slams: US Open og French Open.

- Jeg lever for at vinde slams, siger tennisspilleren, der er nået op på i alt 17 af slagsen.

Serena Williams skal vinde yderligere seks grand slams-turneringer for at slå Steffi Grafs rekord.

Williams siger dog, at hun muligvis reducerer antallet af turneringer, som hun stiller op i næste år efter en lang og travlt sæson.

Serena Williams vandt også WTA-finalen sidste år samt i 2009 og 2001.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/AFP