Serena Williams er comeback-klar efter Wimbledon-virus

Skrevet af admin

29/07/2014

Dagens topnyheder

Verdens bedste kvindelige tennisspiller Serena Williams var tydeligvis medtaget, da hun på julis første dag måtte trække sig fra sin doublekamp under årets Wimbledon-turnering.

Hun tabte bolden ud af hånden flere gange, inden hun skulle serve og havde knap nok kræfter til at serve bolden frem til nettet. Hun måtte efter samråd med lægerne opgive at fortsætte efter få partier.

Nu er hun tilbage på banen ved WTA-turneringen i Stanford knap en måned efter sygdommen.

- Jeg har det godt igen og er glad for at være tilbage, siger Serena Williams.

Sygdommen, der tvang hende til at opgive, er blevet diagnosticeret som en virus.

- De sagde bare, at jeg var meget syg, og særligt i det vejr havde jeg det virkelig ikke godt.

- Jeg var virkelig bange, fordi først senere blev jeg klar over, hvordan jeg havde haft det. Det måtte tage sin tid, tennis kan jeg forhåbentligt spille resten af livet, siger Williams.

Efter Wimbledon blev hun i Europa, da hun skulle stille til start i WTA-turneringen i svenske Båstad, men den måtte hun melde afbud til.

Nu er hun klar til turneringen i Stanford, hvor hun er topseedet. Hun var oversidder i første runde, og skal efter planen spille anden runde onsdag mod tjekken Karolina Pliskova.

/ritzau/AFP