Serena Williams jagter ny rekord

Den amerikanske tennismaskine har kværnet al modstand hidtil i US Open, og det var kun i momenter, at kinesiske Li Na kunne true Serena Williams i semifinalen, som blev spillet natten til lørdag.

Men cifrene 6-0 og 6-3 i semifinalesejren vidner om Williams’ styrke, og ingen tror, at hviderussiske Victoria Azarenka kan true amerikaneren i finalen.

Det bliver en gentagelse af sidste års US Open-finale, som Serena Williams også vandt, og nu jagter Williams rekorden som den ældste US Open-vinder på kvindesiden. Serena Williams bliver 32 i slutningen af måneden, og med en sejr sikrer hun sig også Grand Slam-sejr nr. 17 i karrieren. Der er dog et stykke vej op til australske Margaret Court, der vandt 24 Grand Slams i karrieren, og Steffi Graf, som nåede 22 triumfer. Men Serena Williams satser på, at hun henter endnu en Grand Slam hjem til trofæhylden.

- Jeg bliver aldrig træt af at vinde, og jeg har stadig stor motivation. Pengene har aldrig spillet den store rolle for mig. Det har mere handlet om professionel tilfredsstillelse i at være den bedste og vinde de største titler. US Open har altid været noget helt specielt, fordi det er i USA. sagde Williams efter semifinalesejren.

Hun forventer en knaldhård kamp mod Victoria Azarenka, og faktisk har hun tabt to ud af tre opgør mod hviderusseren i år.

- Det er aldrig let mod Vika. Hun er en utrolig dygtig spiller, som jeg har stor respekt for. Hun har tidligere været god til at presse mig, men jeg er nødt til at gå ud og spille mit spil og håbe på, at jeg har en god dag, sagde Williams.Victoria Azarenka glæder sig til en ny finalekamp mod Williams på det berømte Arthur Ashe stadion i New York. Hun besejrede årets store overraskelse Flavia Pennetta i semifinalen 6-4 6-2, og har troen på, at hun kan besejre ellers uovervindelige Williams.

- Det giver selvtillid, at jeg har besejret hende to gange i år. Men alle ved, at det kræver noget helt ekstraordinært at slå Serena. Du er nødt til at kæmpe i hvert slag, du er nødt til at bide tænderne sammen og bare kæmpe alt det du kan. Hun er helt sikkert den bedste nogensinde i kvindetennis, hvis du spørger mig, sagde Azarenka efter semifinale-sejren.

US Open-finalen er Azarenkas fjerde Grand Slam-finale. Hun har vundet Australian Open to år i træk, og så tabte hun sidste år i US Open til Williams. Så hun drømmer om en tredje Grand Slam-triumf.

- Det ville være min karrieres største bedrift at vinde over Serena her i New York. Det ville være som et eventyr for mig. Nu lader jeg op, og så giver jeg alt, hvad jeg har i mig, sagde Azarenka.

Herrernes semifinaler i US Open var ikke færdigspillet ved redaktionens deadline.

Dagens Gossip

Dagens TV