Serena Williams nærmer sig tennistronen

Serena Williams nærmer sig førstepladsen på verdensranglisten efter sidste uges sejr i Brisbane.

Den amerikanske tennisstjerne haler kraftigt ind på hviderussiske Victoria Azarenka, der topper WTA's rangliste foran Maria Sharapova fra Rusland.

Azarenka har 10.595 point på førstepladsen og Sharapova 10.045 point, mens Serena Williams følger lige efter på tredjepladsen med 9750 point.

Når Australian Open bliver spillet senere på måneden, kan amerikaneren nå endnu tættere på den eftertragtede førsteplads, som hun måtte afgive i oktober 2010.

Williams blev slået ud i fjerde runde af sidste års Australian Open, og derfor har hun ikke så mange point at forsvare i årets første grand slam-turnering. Det har Azarenka til gengæld, da hun vandt turneringen i Melbourne i 2012.

Caroline Wozniacki holder sig lige nøjagtig i top-10 på verdensranglisten med 3765 point - 25 point mere end franske Marion Bartoli på 11.-pladsen.

Australian Open spilles fra 14. til 27. januar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip