Serena Williams sætter nye standarder for dominans

Skrevet af admin

15/07/2015

Mest læste i dag

Da Serena Williams i weekenden sikrede sig Wimbledon-titlen, sørgede hun for anden gang i karrieren for, at samtlige grand slam-titler er samlet i hendes pokalskab.

Men ud over at have vundet de seneste fire grand slam-turneringer betød sejren i Wimbledon også, at Williams opnåede en føring på verdensranglisten, som ingen kvinde tidligere i historien har præsteret.

Den hårdtslående amerikaner er således den første nogensinde, der har mere end dobbelt så mange point som nummer to på ranglisten. Det skriver AFP.

På den seneste verdensrangliste har 33-årige Serena Williams 13.161 point, mens Maria Sharapova på andenpladsen har 6490 point.

Titlen i Wimbledon var hendes sjette på græsset i London og hendes 21. grand slam-titel i alt, hvilket betyder, at hun kun er en enkelt fra at tangere legenden Steffi Grafs 22 titler.

Margaret Court er med sine 24 grand slam-titler stadig den mest vindende i historien, men de blev vundet før 1968, hvor det kun var amatørspillere, der kunne deltage i grand slam-turneringerne.

Med til at understrege Serena Williams dominans er også, at hun har vundet lige så mange grand slam-titler, som resten af de aktive kvinder på WTA-touren tilsammen.

De er vundet af Venus Williams (7), Maria Sharapova (5), Petra Kvitova (2), Svetlana Kuznetsova (2), Victoria Azarenka (2), Samantha Stosur (1), Ana Ivanovic (1) og Francesca Schiavone (1).

/ritzau/