Serena Williams sikrer sin 16. Grand Slam-triumf

Hun kan være svær at elske, men ekstremt nem at beundre.

Tenniskraftværket Serena Williams vandt lørdag sin 16. Grand Slam-titel mod stakkels Maria Sharapova, der konstant prøvede at bide fra sig, men der er ingen, der har så skarpe tænder på kvindernes WTA Tour som Serena Williams.

Den forsvarende mester må således overgive den franske trone til amerikaneren. Og 31-årige Serena Williams er en mester uden lige. Hun havde seks Grand Slam-pokaler i sit trofæskab, inden Roger Federer havde en eneste. Verdensetteren er stadig i gang. Lørdagens sejr på 6-4, 6-4 markerede Serena Williams' første French Open-titel siden 2002, så tal lige om et comeback i Roland Garros.

Maria Sharapova har ikke slået Serena Williams siden 2004, hvor russeren vandt to kampe mod amerikaneren; én af dem Wimbledon-finalen. Siden har Williams vundet 13 kampe i træk mod Sharapova, der sled for at spille sig selv ind i lørdagens finale.

Første sæt blev således langt mere jævnbyrdigt, end iagttagerne havde forventet. Serena Williams var gigantisk favorit, efter hun afmonterede Sara Errani i semifinalen med 6-0, 6-1, mens andenseedede Maria Sharapova måtte ud i tre sæt for at gøre det af med Victoria Azarenka.

Allerede i første serveparti var Sharapova på bagbenene. Williams havde således tre break-bolde, men Sharapova gravede dybt, begyndte at serve forbilledligt og endte med at tage partiet.

Den forsvarende French Open-mester brød dernæst Williams' serveparti til 2-0, da Serena Williams mistede koncentrationen efter en stærk start. En fremragende baghånd gav Sharapova to break-bolde, som hun udnyttede.

Der lå en duft af sensation i luften, men Serena Williams svarede igen på mesterlig vis, tog de næste fire partier og kørte sættet hjem med 6-4.

Andet sæt blev lige så tæt, og man sad med følelsen af, at Sharapova trods alt havde formået at lirke Serena Williams' spil op og afmontere sin modstander. Men Williams tog sit sædvanlige kvælertag på kampen, og i sættets afgørende parti var hun frostkold.

Et smukt kontrolleret topspinsskud fra baghånden sendte Serena Williams på 40-15, og hun behøvede kun én af sine to matchbolde, før hun med et dundrende servees sendte Grand Slam-titel nummer 16 ind på sin alenlange liste af titler.

Det er 11 år siden, at hun i en følelsesladet finale slog søsteren Venus Williams på samme bane. Nu er ringen midlertidigt sluttet for Serena Williams. Men det skulle undre, hvis der ikke ligger flere triumfer og venter på amerikaneren.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV